Tæpper
Sagaerne fortæller at husenes vægge kunne være behængt med billedtæpper med motiver fra sagn og historier. Vi fik ret hurtigt lyst til at fortælle vores egen historie. Det blev til det første tekstil i Salshuset, og nåede at blive færdigt lige op til indvielsen af Salshuset.
Forbilledet fandt vi i det 70 meter lange Bayeuxtapet som fortæller om slaget ved Hastings 1066, hvor Vilhelm "erobrede" England. Vores tæppe, Risbytapetet, blev dog kun 6 m langt... På den anden side behandler motivet kun Vikingelandsbyens 10 første år, så kan vi jo nå det endnu.
Et broderet tæppe var et pragtstykke i Vikingetiden, med det formål at imponere, fuldstændig ligesom det gør i dag. Broderier bliver almindeligt i middelalderen og havde sin storhedstid så længe der var kvinder der havde overskud til det. Fra vikingetiden i Norden kendes der kun meget få broderier.
Det gik fire år fra idé til det færdige tapet. Tolv kvinder var med til at brodere. Tapetet er delt i ti stykker - ét for hvert af Vikingelandsbyens første 10 år. Hanne Dueholm fra Venneforeningen og Bente Draiby komponerede tapetet og tegnede motiverne som siden blev broderet med farvet uldgarn på et bundstof af hør. Mange af motiverne, ligesom materialer og farver, er taget fra Bayeuxtapetet. Ulden er plantefarvet og det var et meget tidskrævende arbejde at ramme forlægget. Det kunne ikke lade sig gøre at finde et hørstof som var ligeså fint spundet og tætvævet som originalen, så vi slog os til tåls da vi endelig fandt et stof som havde den rigtige naturblegede farve.
Indtil videre hænger Risbytapetet i Salshuset om sommeren og i Multihuset om vinteren. Vi håber, at vi på den måde kan skåne det så det kan holde i mange år.
Billedtæpper tager lang tid at fremstille, og hvis de ligesom Bayeuxtapetet har hør som bundmateriale, så isolerer de ikke særligt godt. Vi er derfor kommet frem til at vikingerne også havde andre slags tæpper. Men hvordan så de ud? Det arkæologiske materiale er sparsomt. Desværre bevares tekstiler ikke ret godt i jorden med mindre de ligger op ad metal eller er pakket ind i ler. Det gør vægtæpper jo ikke så derfor har vi meget lidt at gå efter. Derfor valgte vi i stedet at lade selve væven vise en vej.
I dag er Opstadsvæven forsvundet de fleste steder. To søstre i Norge holdt stadig liv i traditionerne i 50'erne, men også på Vestlandet holder sjø- og skoltesamerne fast ved denne type væv. Deres tæpper kaldes grene, og de kan bruges som dyner, som slædetæpper, og sågar som ekstra lag på kåterne. Nu om dage bruges de dog mest som pryd på væggene. Grene er nemme at kende på deres mønstre som består i skiftende ensfarvede og mønstrede striber, Man bruger uldens naturlige farver. Hvis andre farver bliver brugt, så er garnet plantefarvet. Det giver tæpperne en dejligt rolig overflade og vi synes at de er nemme at kombinere såvel med hinanden som med Salshusets mange andre detaljer.
