Idégrundlag
Albertslund er en ny by, besjælet fra begyndelsen af en stor fællesskabsfølelse og nybyggerånd. Nye kulturer, traditioner og samværsformer skulle udvikles af en ung og børnerig befolkning, der samtidigt repræsenterede mange forskellige nationaliteter.
Vi i Vikingelandsbyen så os selv som brobyggere i kulturmødet, med afsæt i vikingernes verdensomspændende færden og den inspiration de fik fra fremmende lande.
Det var naturligt, at dette afspejledes i vores udformning af vores virksomhedsplan.
Vi har formuleret vores formål som "at formidle vikingetiden som en del af vores historiske og kulturelle rødder." Med udgangspunkt i eksperimenterende aktiviteter, der bygger på den nyeste viden inden for arkæologi og historie, skal vi søge stadig større indsigt i og forståelse for vikingernes liv i alle dets facetter.
Vi ligestiller håndens og åndens arbejde.
Gennem formidling af hele processer vil vi give indsigt i helheder og styrke evnen til at se bag om en given fremtrædelsesform (for vikingebarnet var alt mere synligt og gennemskueligt).
Vi opfatter mennesket som et socialt og historisk bevidst handlende væsen.
Gennem samspillet mellem natur og kultur søger vi en bevidsthed om vores medansvar for at skabe en bæredygtig udvikling.
Alle vores aktiviteter er styret af elementerne; fordybelse, nærvær og medbyggertanken.
Vores motto er Brug fortiden i fremtiden.
