Opbevaring
![]() | ![]() |
Vikingetiden var selvhusholdningens tid. Det man havde brug for skulle man som udgangspunkt fremstille og opbevare selv. Man havde særlige huse til opbevaring, men mon ikke en hel del skulle have plads i det fine hus alligevel. Alt skulle være i system så at alle i husholdningen kunne finde rundt.
Man brugte kister for finere ting der skulle låses væk. Det var husmoderen der havde nøglen til kisterne, tillige med nøglen til huset. Vikingelandsbyen har ret mange kister. En for legetøj, en for væveting og en snittekiste. De er rekonstrueret efter en kiste i Oseberg-skibet, men de er malet i forskellige farver. Vi har også en stor linnedkiste med flotte udskæringer. Den er tegnet ud fra forskellige fund i Norge og vi bruger den til linned og finere tekstiler. Desuden har vi et lille smykkeskrin der er rekonstrueret efter et lokalt fund fra Rytterkærgravene i Smørum.
Der er også fundet spande - nogle af dem meget flotte importvarer - og tønder. Den typiske vikingespand var smallere foroven end forneden, altså omvendt af hvad spande plejer at være i dag.
Man har også brugt kurve i forskellige teknikker og selvfølgelig lerkrukker til madvarer.


